Er du pårørende til alvorligt syg? Læs med her!

Uddrag fra bogen ”Det rammer altid naboen” af Ann Rolander

Onsdag den 11. juli 2007

Jeg har lige fået at vide af opvågningssygeplejersken, at jeg højest kan blive hos Ulf i 10 minutter da han er træt efter operationen. Jeg når lige at ærgre mig over det, da overkirurgen kommer hen imod os.

Hans blik er alvorligt og instinktivt ved jeg, at det her, er dårlige nyheder.

Jeg holder Ulf i hånden med min venstre hånd.

Med den højre, holder jeg hårdt fast i sengen han ligger i, for jeg tænker at jeg bare ikke vil besvime, når jeg får svaret.

Noget siger mig, at Ulf får brug for mig nu. Mere end nogensinde før i sit liv.

Ja, starter kirurgen meget alvorligt, det er tydeligt at han ikke bryder sig om situationen.

Som gennem en tåge får jeg dog opfanget budskabet: Ulf har kræft!

Min elskede mand som virker så stærk og livsglad, har kræft! Jeg er i chok.

”Vi kunne fjerne den ene tumor i nyrebækkenet og den ene lymfekræftknude, men den anden lymfeknude kunne vi ikke komme til, for Ulf er skabt spejlvendt hvad pulsårerne angår”.

Typisk, selvfølgelig skal han være skabt anderledes, når jeg at tænke.

”Der er også endnu en knude under udvikling i nyrebækkenet, den kunne vi desværre ikke bortoperere, med mindre vi så fjernede hele nyren. Men jeg har forhørt mig med onkologerne, og de siger at du får brug for begge dine nyrer nu, hvor du skal have kemo”.

Der rammer den rigtig. Ulf i kemo?! Det føles som om jeg befinder mig i et mareridt.

Jeg ved godt, at det er virkelighed, men min hjerne nægter at acceptere det.

Samtidig har jeg lyst til, at Ulf da bare skal i gang med kemobehandlingen med det samme, inden den forfærdelige kræft når at sprede sig mere. Det kan ikke lade sig gøre, forklarer kirurgen venligt. Ulf skal hele efter operationen, førend han kan modtage kemo.

Der går yderligere seks til otte uger, førend den behandling kan starte.

Jeg mærker en stigende desperation og angst sprede sig i min krop.

På mit studie til psykoterapeut har jeg netop på tredje året gennemgået de eksistentielle grundlivsvilkår (isolationen, døden, friheden og meningsløsheden).

Jeg har det som om, det i bund og grund var møntet på mig.

Kan man sige jeg står i en større eksistentiel krise, end jeg gør nu?

Jeg ønsker, at der skal komme en eller anden overansvarlig og sige:

” Sådan, nu er det ordnet og det væmmelige er væk!”

Men sådan forholder virkeligheden sig ikke.

Virkeligheden for Ulf og jeg den 11. juli 2007 på Rigshospitalets opvågningsafsnit for Urologisk afdeling. Vær så god, virkeligheden er landet!

Jeg når også at tænke, at det er de skide cigaretters skyld, som jeg ellers fik overtalt Ulf til at holde op med at ryge for tre år siden, og så kommer kræften alligevel.

Hvad bilder den sig ind?!

Ulf bliver kørt op på en stue på Urologisk.

Jeg aftaler med Ulf at jeg lige skal ringe til min chef og sige jeg ikke kommer på arbejde de næste to dage. Jeg kan simpelthen ikke overskue det. Derefter tager jeg lige hjem og vender.

Jeg går ned ved en af indgangene og får fat på min chefs telefonsvarer.

Som en mekanisk robot får jeg afgivet en yderst praktisk besked, hvorfor jeg er forhindret i at komme på arbejde.

Derefter går jeg hen og kryber ned på hug mellem glasvæggen og et skab og giver mig til at hulke. Jeg har brug for at sidde i min kokon. Det føles lidt trygt at sidde der.

Folk kigger undrende på mig, mens de går forbi. Jeg er ligeglad.

Pludselig kommer en jævnaldrende kvinde hen til mig.

”Du ser ud som om du har brug for hjælp”, siger hun medfølende.

Nej tak, hulker jeg videre. Hun går bekymret videre.

Den uge Ulf er indlagt, er den mest rædselsfulde uge i hele mit hidtil 39 - årige liv.

Jeg er hos Ulf hele tiden som ligger hen i en døs grundet smertestillende medicin.

Når jeg tager sent hjem om aftenen, græder jeg. Jeg ligger på stuegulvet og vræler.

Klynker ”Nej, nej, nej!”.

Jeg får stort set ikke sovet og at spise er en by i Rusland.

En af nætterne går jeg nærmest manisk i gang med at male vores entré.

Efter et par timer går det op for mig, at jeg har stået og malet på det samme sted i evigheder.

Jeg kan ikke udholde tanken om at gå alene i seng og sover med Ulfs billede i favnen, de få timer, jeg får sovet.

Det er altid sent jeg får lagt mig.

Hver nat bruger jeg to-tre timer på at surfe nettet tyndt for informationer om cancer og helbredelsesmuligheder.

Jeg kan ikke spise, men ved, at jeg er nødt til at spise noget.

Så hver dag går jeg ned i det nærmeste supermarked og køber to plader mørk chokolade.

En til at spise om morgenen, og en til om aftenen.

Jeg har engang læst, at i professionelle overlevelsespakker, forefindes der altid mørk chokolade, da det giver god energi til at overleve.

Det må være det jeg skal have så, tænker jeg i min døs.

Jeg smager aldrig på chokoladen.

Kører bare hele pladen ind til den er væk.

Bagefter skyller jeg den ned med kaffe. Sådan lever jeg i en uge og taber mig fire kilo.

Ikke en slankekur der kan anbefales.

Mine bukser hænger pludselig lidt løst på mig og en af dagene da jeg besøger Ulf, fortæller han at den ene sygeplejerske har fortalt ham at hun kan se jeg har tabt mig.

Jeg tænker, ”Men det er jo Ulf hun skal bekymre sig om. Ikke mig”!

Tirsdag, 11. september 2007

Jeg gik på Østerbrogade, da Ulf ringede på min mobil.

Jeg kunne høre, han var nede i en dyb sorg.

”Jeg vil ikke dø nu” sagde han,

”Du skal ikke dø fra mig” svarede jeg.

”Jeg vil ikke dø fra mit eget liv”! Svarede han tilbage.

Om aftenen sad vi tæt sammen i sofaen og puttede, da Ulf sagde; Hvis nu jeg ikke bliver helbredt… spilder jeg så min tid med det jeg laver”?

Onsdag 12. september 2007

Jeg har flere og flere dagdrømme, der handler om et beskyttelsesrum.

Et rum, hvor der er trygt at være og der er alle de ting, vi har brug for; mad, tæpper, m.m.

Vi skal bare gå ind og lukke døren efter os og så er alt trygt og godt.

Vi er i sikkerhed.

Fredag, 14. september 2007

Ulf skal have kemo igen i dag.

På stuen er der et ældre par, hvor det også er manden der er kræftramt.

Hans kone virker lettere irriteret over min tilstedeværelse og prøver at belære mig om hvordan jeg skal være over for Ulf. ”Ja, det er godt at give lidt ryg eller fodmassage”, siger hun bestemt med en nervøs undertone, mens hun gnider løs på sin mands fødder, der bare kigger træt på hende.

Jeg tænker, jeg sidder og kigger på en kvinde som er ved at gå til i rædsel over snart at skulle miste sin elskede.

Samtidig mærker jeg en beslutsomhed i mig vokse; jeg vil ikke sidde passiv på sidelinjen - jeg vil redde Ulf. Koste hvad det vil!

Jeg rejser mig op og går ud til køleskabet på gangen, som er fyldt med proteindrinks.

Jeg finder en med vaniljesmag til Ulf. I det jeg rækker den til ham, kigger han vantro på mig og siger; ”Jeg skal slet ikke være her. Jeg er allerede ved at være for hjemmevant med at være her”.

Jeg er hos ham et par timer endnu. Så bliver jeg nødt til at tage på arbejde.

Klokken 20:30 kan jeg hente ham igen.

Fra min cykel ser jeg Rigets store bygning tone frem.

Aftensygeplejersken hedder også Rikke.

Energisk og meget snakkende.

Ulf spørger om jeg har kommet hans medicin mod kvalme i min taske.

Jeg svarer bekræftende.

Dem fik jeg da ikke med sidst, vel spørger han lettere forvirret.

Jo, svarer jeg undrende.

Sygeplejersken vender sig mod mig og siger; ”Vær opmærksom på kemohjerne. Det er helt normalt at glemme”!

Jeg sukker og tænker, så har vi også det at slås med.

Hjemme sætter Ulf sig straks i sofaen og spiller på sin guitar.

Jeg betragter ham lidt og går så ud i køkkenet og laver kaffe.

Mandag, 26. maj 2008

Ulf har været i kemo hele dagen og er udkørt, men han er fast besluttet på, at han vil køre mig til Helsingør Sygehus hvor min mormor nu ikke har så langt igen.

Vi taler ikke så meget sammen i bilen; Ulf er træt og jeg tænker på, at jeg nok ser min mormor for sidste gang nu og om jeg mon når at sige noget til hende.

Jeg bliver i bilen, siger Ulf da vi når parkeringspladsen.

Han holdt meget af min mormor og kan ikke rumme at se hende i den nuværende tilstand.

Jeg har jo fået sagt farvel til hende, siger han stille.

Jeg kysser ham og siger jeg forstår ham godt.

Tung i kroppen går jeg ind i hospitalsbygningen og op på den intensive afdeling, hvor hun ligger.

Et par andre familiemedlemmer er der også.

Min mormor er ikke ved bevidsthed.

Jeg kan se at hun kæmper for at holde fast i livet, som om hendes evige pligtopfyldenhed stadig følger hende og hun føler hun da ikke kan være bekendt at give op.

Jeg tager hendes hånd og siger;" Besser, det er Ann. Tak for alt hvad du har givet mig.

Tak fordi du gav mig en god barndom.

Du har givet mig så meget. Bedste, du må godt give slip nu.

Bedstefar venter på dig.

Du må godt gå mod lyset nu”.

Min mormor begynder at trække vejret meget tungt.

Jeg tænker hun nu er ved at tage afsked og mærker en stor sorg og tårer der presser sig på.

Jeg kigger over på respirartorskærmen hvor hjerteslagene tydeligvis bliver færre og færre.

Om lidt kommer hylelyden tænker jeg, ligesom på film.

Jeg kan næsten ikke holde ud at vente på den lyd.

Vil bare have det overstået samtidig som jeg ikke vil have at det skal ske.

Og så kom den, lyden.

Den lød præcis som på film; en høj, irriterende hyletone og en lige streg på skærmen der indikerer at nu har det gamle hjerte takket af.

En sygeplejerske kommer ind og bekræfter, at min mormor er afgået ved døden.

Hun siger vi bare skal give os god tid til at tage afsked med hende.

Idet hun går ud ad døren, kommer der et kæmpe gisp fra min mormor.

"Hun lever endnu" råber jeg chokeret efter sygeplejersken som kan fortælle mig at det er meget normalt at afdøde mennesker lige drager et sidste suk efter døden er indtrådt.

Jeg tænker at nu er det endeligt og jeg nu bare vil ned til Ulf i bilen.

Jeg siger farvel til de andre og går ned til bilen og sætter mig ind.

Bedste er død, siger jeg til Ulf.

Farvel Bedste, siger Ulf trist.

Jeg ringer til min bror og overbringer ham beskeden.

Da min morfar døde i sin tid, boede jeg i Australien og min bror ringede og fortalte det.

Nu er det mig som ringer til ham. Sådan skal det være.

Da jeg blev født derhjemme, var det min mormor der tog imod mig til livet.

Jeg hjalp hende af sted da hun skulle dø.

Det er som om livets cirkel er sluttet dér.

Som om det var sådan det skulle være og det føles helt rigtigt.

Jeg føler mig privilegeret over at have fået den mulighed.

Ulf starter bilen og vi kører ud på vejen.

Danmark flager.

Frede har fødselsdag og fylder 40 år.

Ligesom jeg gør om en to ugers tid.

Jeg tænker på det absurde i, at jeg sidder i sorg, mens der bliver flaget på livet løs.

Sorg og glæde mødes i ét.